Osborne Sherry
Vinhuset Osborne blev grundlagt i 1772 i El Puerto de Santa María (nær Cádiz) i Jerez-distriktet af den i Exeter (Devon) bosiddende engelske vinimportør Robert Osborne og hans søn, Thomas Osborne Mann. I starten lejede de sig ind i kælderen hos en af datidens mest berømte sherry-producenter, James Duff (Duff Gordon Company), og herfra startede de eksporten af sherry til England, som efterhånden blev en stor succes. Samarbejdet med Duff Gordon Company blev ligeledes succesfyldt, hvilket resulterede i at Thomas Osborne Mann i 1833 blev partner i Duff Gordon samtidig med, at han fortsatte ledelsen af familiefirmaet Osborne, hvilket han vedblev at gøre helt frem til sin død i 1854 (93 år gammel!). Herefter overtog sønnen Tomás Osborne firmaet og ledelsen, og han købte i 1872 Duff Gordon Company som bl.a. indbefattede bodegaen midt i El Puerto de Santa María samt tilhørende vinmarker i området. Firmaet har siden uafbrudt været i samme families ejerskab.
I dag ejer man også en juvel af en bodega i midtbyen af El Puerto de Santa María – Bodega de Mora – som man oprindeligt købte af familien Moreno Mora, og her opbevarer man i dag en af områdets mest imponerende samlinger af solera-sherry. En nyere bodega i udkanten af byen – Bodega del Tiro – danner centrum for den sherry- og brandyproduktion, som Osborne i dag frembringer med druer fra ca. 600 ha. vinmarker.
Viser alle 2 resultater