Leclerc Briant
Lucien Leclerc etablerede i 1872 ’Domaine Leclerc’ i Cumières nær Epernay. Grundlaget var bl.a. de vinmarker som hans kone, Adèle, havde bragt i medgift, da de giftede sig. I mange år producerede vinhuset domaineaftappede champagner og vine, som man leverede til større firmaer i området. I 1955 udvidede Bertrand Leclerc (4. generation) og hustruen Jacqueline Briant familiens virksomhed til også at omfatte et ’négoce’, hvor man købte druer eller vine fra udvalgte nabo-producenter via faste aftaler med disse. Firmanavnet blev samtidigt ændret til ’Maison Leclerc Briant’, og man flyttede til de bygninger, som i dag stadig huser firmaet.
Bertrand Leclerc bliver stadig husket som den vinproducent i Champagne, der allerede i 1950’erne interesserede sig for en økologisk/biodynamisk produktion – længe forinden man havde defineret lovgivningen omkring disse dyrkningsmetoder. Sønnen Pascal overtog i 1980’erne faderens arbejde og igangsatte en omlægning til økologi/biodynamik på samtlige vinmarker, hvilket resulterede i en officiel økologisk godkendelse i 2004 og en efterfølgende biodynamisk godkendelse i 2008. Efter Pascals alt for tidlige død i 2010 blev firmaet i 2012 købt af et amerikansk ægtepar, som var meget fascinerede af domainets særlige historie og potentiale.
Champagne Leclerc Briant er med sine 14 hektarer vinmarker kendt som en af de første og mest innovative biodynamiske producenter i Champagne. Markerne er beliggende i Cumières, Hautvillers, Mareuil-sur-Aÿ, Bisseuil og Rilly la Montagne – de fleste af dem klassificeret som Grand Cru og 1. Cru.
Frédéric Zeimett, der allerede under tidligere ansættelser var kendt som bio-entusiast, leder i dag firmaet, assisteret af Ségolène Leclerc, 6. generation i familien bag Leclerc Briant. Firmaet har desuden i flere år sikret sig rådgivning fra ønolog og specialist i biodynamik, Hervé Jestin. Leclerc Briant supplerer druer af egen høst med druer fra en håndfuld faste producenter, som i tæt samarbejde med Frédéric Zeimett og hans team fortrinsvist dyrker deres marker biodynamisk. Man producerer ikke bare vine med respekt for naturen, man laver også champagner, som udtrykker områdets og vinmarkernes særlige karakterer under mottoet: Respekt og personlighed.
Viser 1–16 af 28 resultaterSorted by latest