La Riviere
Château de la Rivière er uden tvivl et af de meste berømte vinslotte i Fronsac-området. Dets beliggenhed på La Rivière-sletten (ca. 60 m. over Dordognefloden), omgivet af 65 ha. vinmarker er ganske enestående.
Siden 1900 har en række berømte og innovative ejere hver især foretaget forbedringer på ejendommen, hvilket i dag har gjort det til et unikt slot i Bordeaux. René Mortier Quarré (1900-1925) begyndte at bruge kalkbruddene under slottet til modning af vinene på træfade, og Jean Balluteaud (1925-1960) var den første til at åbne slottet og de underjordiske gange (8 ha. i alt!) for besøgende udefra. Den farverige Jacques Borie (1960-1994) øgede slottets areal af vinmarker til 45 ha., og han designede desuden den etiket, som stadig bruges i dag. Jean Leprince (1994-2003) løftede kvaliteten af vinen til nye højder, ved at sikre sig hjælp fra den berømte rådgivende ønolog Michel Rolland.
Selv om James Grégoire, som købte slottet efter Jean Leprinces død i 2003, kun ejede Château de la Rivière i 10 år, foretog han kæmpe forbedringer i kælderen og i vinmarkerne (som nu var oppe på 65 ha.), inden han solgte slottet til den kinesiske Bolian Group (Lau-familien), som har specialiseret sig i hoteldrift og teproduktion i Yunnan-provinsen.
Vinene fra Château de la Rivière er igennem årene blevet tildelt de fornemmeste internationale medaljer og udmærkelser, og dets status som et af de mest interessante slotte i Bordeaux er i dag helt intakt.
Viser et enkelt resultat