Frapin Cognac
Få firmaer i Cognac kan – som familien Frapin – føre traditionen for cognacproduktion helt tilbage til år 1270. Cognac Frapin har den sjældne ære at være den største vinmarksbesidder i Grande Champagne distriktet. Ud over de 200 ha. vinmarker, som alle ligger i Grande Champagne området, ejer Frapin også en af de flotteste og mest berømte ejendomme i 1. Cru: Château Fontpinot på 147 ha. Bedre beliggenhed kan man ikke tænke sig. Château Fontpinot er både et af de mest bemærkelsesværdige og et af de største godser.
En forklaring på det udsøgte produkt er den kunst, der ligger i at blande cognac. Selv Frapins 1270 – den mest beskedne i firmaets cognacserie – er udelukkende sammensat af Grande Champagne cognac, og VSOP kan yderligere pryde sig med betegnelsen 1. Cru du Cognac. Deres lagring på egetræsfade fremstillet af træ fra den kendte Limousin-skov gør det muligt at blende og tappe unikke produkter. Huset arbejder med en kælder-lagring, som er fugtig og kold samt en lofts-lagring, som er tør og varmere. Dette giver to helt forskellige udtryk, hvor fugten fordamper mere alkohol end vand, og tørheden fordamper mere vand end alkohol.
Cognac Frapin har igennem århundreder opbygget en lang tradition for godt håndværk og stabilitet i produktionen, hvorfor de har et godt ry som en stor destillatør af luksus-cognac.
Samtidigt med at være et veletableret cognac-hus med rødder i historien arbejder de meget med miljøet i Cognac. Huset har netop opnået den højeste opnåelige udnævnelsen HVE-3 for bevarelsen af biodiversiteten i og omkring deres marker.
Viser alle 14 resultater