Domaine Francois Lumpp
Brødrene Lumpp startede deres egen vingård i Givry i 1977 og arbejdede sammen indtil 1991. Den ene af brødrene, François, besluttede da at starte sit eget Domaine, hvorefter vinmarkerne blev delt. François Lumpps hustru, Isabelle, arbejdede oprindeligt som lærer i byen, men hun blev efterhånden så involveret i arbejdet på gården, at hun sidenhen kvittede jobbet. I 2014 blev sønnen Pierre medejer af Domainet, og siden er datteren Anne-Cécile også blevet tilknyttet teamet på vingården. I dag er i alt 9,5 ha. vinmarker tilhørende ejendommen, og selve vingården ligger i udkanten af byen Givry med bl.a. parcellen ”Le Pied du Clou” lige i baghaven. De øvrige parceller er fordelt på nogle af de bedste vinmarker i området, som f.eks. 1. Cru markerne ”La Brûlée”, Petit Marole, ”Clos du Cras Long” og ”A Vigne Rouge”.
Domaine François Lumpp betragtes i dag som en af de allerbedste vinproducenter i Givry og er således en reference i hele Côte Châlonnaise. Domainet nyder stor respekt i området for, sammen med en håndfuld andre producenter i distriktet, at have været med til at løfte vinene fra Givry op på et mere prestigiøst niveau og ud af den anonymitet, de før næsten druknede i.
I kælderen praktiseres en naturlig og langsom gæring med druernes egne gærceller, anvendelse af nøje udvalgte træfade (nye, 1 år og 2 år gamle), og så lidt filtrering som absolut mulig. Vinene får lov at hvile mellem alle processer i vinificeringen. Målet med disse anstrengelser er at fremme en god harmoni mellem druernes komplekse, aromatiske og frugtrige nuancer og karakteren af det lokale særpræg, således at vinene får både bid og struktur, men også charme og blødhed.
Viser 16 resultaterSorted by latest