Domaine Cedric & Patrice Martin
Brødrene Cédric og Patrice Martin overtog familiens ejendom efter deres far i 2012, og 2012 blev således den første årgang, de selv havde ansvar for. Vingården ligger nær landsbyen Chanes (syd for Chaintré), nærmest på grænsen mellem Mâconnais, som mest er berømt for sine Chardonnay-baserede hvidvine, og Beaujolais distriktet, hvor den røde Gamay-drue er konge. Derfor producerer man begge typer vine på ejendommen, men vi nøjes dog med at hjemtage deres fortræffelige hvidvine! Ud over at være passionerede af deres håndværk, går brødrene ind for bæredygtighed i produktionen, og de er derfor gået over til den såkaldte ‘integrerede dykning’ (Lutte Raisonnée). Det betyder bl.a. at et absolut minimum af svovl tilsættes under vinificeringen, hvilket er med til at fremme ‘terroiren’ mest muligt i deres vine.
Deres hvide Mâcon, Saint-Véran og Pouilly-Fuissé besidder alle stor charme, frugt og kompleksitet – noget som ikke nødvendigvis er en selvfølge på disse kanter! Baggrunden for den høje kvalitet er, ud over brødrenes meget kompetente og solide håndværk, de enestående parceller, de dyrker vin på – herunder ikke mindst de berømte ‘Clos de Monsieur NOLY’ (fordelt på kun 3 ejere) i Pouilly-Fuissé og ‘Champ Rond’ i Sant-Véran. De to vinmarker betragtes i dag som de bedste i deres respektive områder, og begge er helt klart værdige til 1. Cru status.