Chateau Peyruchet
Château Peyruchet ligger lidt nord for byerne Cadillac og Loupiac og ejes i fælleskab af Bernard Queyrens og sønnen Romain, henholdsvis 5. og 6. generation af samme familie på slottet. Selve beboelsesbygningen ligner mere et stort hus end et slot, men produktionslokalerne indeholder alle de moderne faciliteter, som i dag er nødvendige for at kunne producere kvalitetsvine. På ejendommes 30 hektar laver man vine i appellationerne Loupiac og Premières Côtes de Bordeaux.
Det er unikke klimatiske forhold, der udgør grundlaget for, at områderne ved denne del af Garonne-floden næsten hvert år er i stand til at frembringe de søde, nektaragtige hvidvine, der har gjort dem verdensberømte. Hvert efterår er man nemlig begunstiget af tæt morgentåge, som er med til at fremelske svampearten Botrytis, der også kaldes “den ædle råddenskab”, og som er medvirkende til at koncentrere druernes sukker- og aromaindhold. Morgentågen afløses af varme solrige eftermiddage, der tørrer druerne og modner dem yderligere.