Chateau Maucamps
Château Maucamps er beliggende i kommunen Macau i Haut-Médoc lige på grænsen til Margaux distriktet. Ejendommen består af 58 ha., hvoraf de 15 ha. er beplantede med Cabernet Sauvignon (55%), Merlot (40%) og Petit Verdot (5%). Vinmarkerne er anlagt på en enkelt parcel med vinstokke, som i gennemsnit er 20 år gamle, kun delt af selve slotsbygningen og med en meget klassisk og ideel jordbund bestående af især “Graves” (groft sand og sten) og ler.På slottet har man gjort meget for at forbedre vinen. Gæringen tager hele tre uger og foregår i rustfrie ståltanke, som i dag betragtes som det udstyr, der giver de bedste forhold til en vingæring. Der foretages en “blanding” af mosten og bærmen ikke mindre end tre gange om dagen for at give mere farve og smag til vinen. Man opnår således på Maucamps en meget fed vin med en flot, rubinrød farve og en meget charmerende frugtkarakter.Efter den anden gæring (mælkesyregæringen) foregår modningen i 12-16 måneder på egetræsfade, hvoraf 1/3 bliver fornyede hvert år. Man opnår en vin, som har en fin struktur med god tannin men uden for meget præg af trækarakter.