Cascina Penna-Currado
“En frisk start i Langhe” kalder ægteparret Elena Penna og Luca Currado Vietti selv deres nye projekt, som har udgangspunkt i en historisk gård fra 1554, der er smukt placeret på toppen af (top-)marken ”Lazzarito” (MGA/Cru) i Serralunga d’Alba, og hvorfra der er en fremragende udsigt over Barolo-området.
I 35 år var Luca manden bag de fantastiske vine fra familiens legendariske vinhus i Castiglione Falletto: Vietti. Elena tog sig af salg og marketing og sammen fastholdt og udbyggede parret det tårnhøje renommé, som Vietti nærmest har haft lige siden etableringen i slutningen af det 19. århundrede. I 2016 solgte Vietti-familien, som også inkluderede en søster og svoger til Luca, firmaet til en amerikansk familie, men Luca og Elena fortsatte dog ledelsen af firmaet frem til januar 2023, hvorefter de kastede alt deres energi i deres helt eget og nye projekt – nu sammen med deres to børn, Giulia og Michele.
Familiens ambitioner i Cascina Penna-Currado er bestemt ikke mindre høje, end de var i Vietti. Man ønsker ganske enkelt at finde nye veje i frembringelsen af unikke og nutidsorienterede vine fra områderne Langhe og Colli Tortonesi, som samtidig rækker ind i fremtiden. I forhold til de allestedsnærværende klimaforandringer har det bl.a. betydet, at man udelukkende har udvalgt top-vinmarker, der er beliggende i ”cool areas”, og hvor biodiversiteten er størst.
Det bliver spændende at følge Cascina Penna-Currado i de kommende år, men det er hævet over enhver tvivl, at en ny stjerne er født i Piemonte, og at vinene fra denne berømte vinfamilie vil blive genstand for såvel meget stor opmærksomhed som efterspørgsel.
Viser 4 resultaterSorted by latest