Bodegas Lozano
Familien Lozano har dyrket vin i Villarrobledo i Albacete-provinsen (La Mancha) i det sydøstlige Spanien siden 1853, hvor de første vinmarker primært blev tilplantet med den lokale druesort Airén. I 1920 grundlagde familien Bodegas Lozano, og fire generationer har nu videreført traditionerne og udviklet firmaet til en international aktør med distribution til mere end 50 lande i verden.
Den nuværende vingård er på alle måder ganske imponerende. Den udvendige arkitektur er yderst moderne med sine futuristiske og organiske former, og i dens indre befinder der sig fordelt på hele 80.000 m² (flere etager) det mest moderne og højteknologiske udstyr til vinifikation og lagring. De underjordiske lagringskældre kan rumme ikke færre end 11.000 egetræsfade (der anvendes franske og amerikanske), som ligger ved en konstant temperatur på 18 °C og en luftfugtighed på under 60%. Selvom Bodegas Lozano virkelig har en moderniseret drift, lægges der dog stadig stor vægt på tradition. Deres filosofi kombinerer i høj grad traditionel tankegang med teknologisk innovation.
Bodegas Lozano dyrker i dag vin på ikke mindre end ca. 1.000 ha. marker, som er placeret på tre forskellige ejendomme i området og som er tilplantet med 14 forskellige druesorter, lokale som internationale (franske). Blandt disse kan nævnes (foruden Airén) Viura (Macabeo), Chardonnay og Verdejo for de hvide og Bopal, Cabernet Franc/Sauvignon, Garnacha og Tempranillo for de røde. Firmaet producerer en bred vifte af bordvine (hvid, rosé, rød) og mousserende vine og under forskellige mærkeserier, herunder bl.a. Marqués de Toledo.
Viser 1 resultat