Veronese/Verona IGT
Området Veneto ligger syd for Alto Adige-Trentino i Norditalien og strækker sig fra Gardasøen mod vest til byen Venedig mod øst. Det giver store forskelle i dyrkningsforhold, både klima- og jordbundsmæssigt og betyder derfor store stilvariationer. Veneto er mest berømt for distrikter eller vine som fx Soave, Bardolino, Valpolicella, Amarone eller Recioto, men også mere “beskedne” DOC eller IGT Veneto-vine kan være spændende – alt efter producenten!
En af disse IGT/IGP’er hedder Verona (også kaldet Provincia di Verona eller Veronese) og dækker hele Verona-provinsen. Her eksperimenterer man både med Venetos oprindelige druesorter og med mere “moderne” blandinger med druer udefra, som ikke altid er tilladte i de klassiske DOC-områder. Man kan derfor blive overrasket af ganske spændende og utraditionelle vine, både hvid-, rosé- og rødvine. Som det ofte er tilfældet i Italien, skal vine, som evt. nævner druesorten efter IGT-navnet, bestå af min. 85% af den pågældende drue.