Rivesaltes
Rivesaltes AOC og Muscat de Rivesaltes AOC er to appellationer fra Roussillon-området i Sydøstfrankrig, som producerer såkaldte “Vins Doux Naturels” (VDN) dessertvine, ligesom nabodistrikterne Maury og Banyuls. Begge AOC’er har taget navn efter landsbyen Rivesaltes nord for byen Perpignan, og dækker den østlige del af Pyrénées Orientales-departementet samt en lille enklave i nabo-departementet Aude, omkring byen Narbonne. Selve AOC/AOP’erne stammer fra 1936/1972, men traditionen for den type dessertvine i området går langt tilbage i historien.
“Vins Doux Naturels” (VDN) laves ved, at man tilsætter neutral druesprit, inden alt sukkeret er fortæret under gæringen, noget som øjeblikkeligt standser gæringsprocessen og giver vinen en højere alkoholprocent, samtidig med at den bevarer en del af dens naturlige sukkerindhold. En VDN skal indeholde mellem 15 og 21% i alkohol og min. 45 g. restsukker. Den må ikke tilsættes ekstra sukker (hvoraf navnet VDN – vin med naturlig sødme, i lighed med fx italienske “Dolce Naturale” vine). Mens Muscat de Rivesaltes AOC (hvide) udelukkende må laves på Muscat Blanc à Petits Grains eller Muscat d’Alexandrie, bruger man for Rivesaltes AOC (hvid,rosé eller rød) druerne Grenache Blanc, Grenache Gris eller Grenache Noir. Yderligere benævnelser som “Ambré”, “Tuilé” (Rosé) og “Grenat” (rød) stiller desuden bestemte krav vedr. min. drueandel og modning.