Rìas Baixas
Rias Baixas ligger i Galicien, i det nordvestlige Spanien og betragtes i dag som Spaniens måske bedste distrikt for tørre hvidvine. Områdets genopblomstring i moderne tider stammer fra 1980’erne, hvor den spanske regering med økonomisk støtte motiverede lokale producenter til at genbeplante deres marker med bedre druesorter, bl.a. druen Albariño, som i dag udgør ca. 90% af beplantningen. Områdets berømmelse går dog længere tilbage, for allerede i 1500- og 1600-tallet blev vinene derfra eksporteret til bl.a. England, Holland og Skandinavien. Som flere andre områder blev Galicien dog ødelagt af Phylloxera i slutningen af 1800-tallet.
Produktionen er fordelt i tre områder i Pontevedra provinsen hvor jordbunden alle tre steder hovedsageligt består af en undergrund af granit og kvarts med øvre lag af aflejringsjord (rias er det spanske ord for en kystdal), smuldret granit og skiffer. Sammen med det kølige klima mod Atlanterhavet og rimelige regnmængder giver det alt i alt perfekte forhold til dyrkning af hvidvine.
Viser alle 4 resultater