Overberg
Overberg er et nyt officielt vindistrikt (Winegrowing Area/Wine of Origin), som hører til i regionen Cape South Coast, mellem Walker mod syd og Riviersonderend Mountains mod nord. Distriktet samler en del af de vinmarker, der ikke hører under Walker Bay og Elgin, som Overberg nærmest omringer. Flere gode producenter i Walker Bay, Paarl og Franschhoek har anlagt vinmarker i Overberg.
Lige som Walker Bay drager Overberg fordel af et forholdsvist køligt klima pga. havets nærhed. De vinmarker, som ligger langs floden Klein nyder godt af en jordbund med frodige aflejringer, mens dem, som ligger i højden i de bjergrige områder, vokser på en undergrund af sandsten og kalk. Det giver gode forhold til især hvidvine. Særligt subdistrikterne Klein River og Theewater vinder frem for deres fremragende kvalitet. De andre subdistrikter er Elandskloof og Greyton.