Greco di Tufo DOCG

Hvidvinen Greco di Tufo (DOCG fra 2003) kommer fra den syditalienske Campania-region og henter dens særpræg fra såvel druen Greco Bianco (der findes også en Greco Nero) som den ganske særlige tufholdige (hærdet vulkansk aske og støv) undergrund i distriktet omkring landsbyen Tufo. Produktionsarealet udgør ca. 650 ha. langs åen Sabato og er begrænset til otte landsbyer: Tufo, Montefusco, Petruro Irpino, Chianche, Torrioni, Altavilla, Irpina og Prata di Principato Ultra. Greco di Tufo (samt mousserende lavet på “Metodo Classico”) skal ifølge DOCG-kriterierne indeholde min. 85% Greco og desuden max. 15% af druen Coda di Volpe.

Greco di Tufo betragtes af de fleste som den fornemmeste repræsentant for hvidvinene fra Campania, måske i konkurrence med Fiano di Avellino (også DOCG), som typisk har mere frugt og umiddelbar charme. Greco di Tufo har til gengæld oftest mere struktur, kompleksitet og mineralitet, hvilket især skyldes undergrundens koncentration af tuf, kalksten, ler og mineraler. Den flotte sprødhed, struktur og syre skyldes endvidere de højtbeliggende vinmarker (450-500 m.o.h.), hvor køligere temperaturer sikrer en mere langsom og stabil modning af druerne, hvilket fremmer friskheden og aromaerne. I Greco di Tufo-vinene finder man typisk eksotiske toner af tropiske frugter, men også mere friske noter af friskplukkede æbler eller pærer, som sammen med deres ret fyldige og strukturerede stil gør dem til et perfekt match til mange af Middelhavets klassiske skaldyrs- og fiskeretter.

Der blev ikke fundet nogle varer, der matcher dit valg.
×