Côte Rôtie
Côte Rôtie er såvel det ældste vinområde som den nordligste appellation i Côtes du Rhône. Distriktets ca. 320 ha. vinmarker ligger ved byen Vienne på Rhône-flodens højre bred og omfatter 3 kommuner: Ampuis, Saint-Cyr-sur-Rhône og Tupins-Sémons. Her finder man imponerende stejle vinmarker (180-325 m.o.h.), som nærmest forbyder alt andet end håndarbejde, og som kræver anlæggelse af terrasser (i området kaldt cheys). Områdets opdeling mellem Côte Brune og Côte Blonde havde oprindeligt ikke noget med vinenes kvalitet at gøre, men stammer fra dengang, hvor områdets eneste jordbesidder delte markerne mellem sine to døtre, hvor den ene havde lyst hår og den anden brunt hår. Men i dag finder man dog som regel mere kraft i vinene fra Côte Brune end i dem fra Côte Blonde, som ofte er mere delikate.
Områdets jordbund består næsten kun af ren schist (skifer og granit), og da markerne vender mod øst, får de meget sollys. Området producerer udelukkende rødvine på Syrah-druen, dog med en mulighed for at tilsætte op til 20% af hvidvinsdruen Viognier. Vinene fra Côte Rôtie hører ubestrideligt til blandt de største og fornemmeste rødvine i Frankrig.
Viser et enkelt resultat